Arkiv for november 2012

Madbloggere siger fra overfor findeopskrifter.dk (opdateret 1/11)

torsdag, 1. november 2012

En for alle, alle for en!

Dem som følger lidt med i madblogger verden vil med garanti have stødt på blog-indlæg omkring findeopskrifter.dk.
I de seneste dage har en større gruppe madblogger i fælleskab rejst sig i modstand mod selvsamme side.
Og hvorfor nu det for det er jo “blot en side der samler opskrifter fra blogge og sørger for trafik til bloggene til gengæld”. Eller sådan vil findeopskrifter.dk i hvert fald gerne fremstå når de selv skal beskrive deres side.
Skraber man dog lidt i lakken og har man en smule teknisk indsigt, så vil man hurtigt se at det er noget helt andet der i virkeligheden foregår.

Vil tjene på bloggernes indhold

Findeopskrifter.dk, der ejes af et svensk SEO (Search Engine Optimization) firma, er nemlig smarte. De sender mails ud til madbloggere i danmark og udgiver sig for at “være fan af bloggen” og opfordrer til at bloggens ejer tilmelder sig til deres side (ja nogle bloggere har fået mailen både 4 og 5 gange med totalt ens ordlyd; også selv om de tidligere har været tilmeldt, men senere er hoppet fra igen). De lover massere af trafik til gengæld, og det er jo noget bloggere generelt kan lide.
Så langt så godt, men når så madbloggeren tilmelder sig, ja så siger findeopskrifter at brugeren skal sætte et lille emblem (et billede) med et link til findeopskrifters side.
Nu tænker de fleste nok: og hva så? de får et link men madbloggen får en masse trafik.

Deltag i kampen mod findeopskrifter.dkReelt er dette også korrekt, men der er en lille hage ved det. De fleste madbloggere får deres trafik via Google, da google indekserer bloggens sider højt grundet indhold af høj kvalitet. For at Google kan gennemskue om noget på en side er af høj kvalitet, så kigger de på hvor mange andre der linker til den pågældende opskrift. Jo flere der linjer, jo mere relevant må siden være og derfor kommer siden højere op på listen af søgeresultater på Google.
Når nu Findeopskrifter linker til alle en sides opskrifter, så burde det være godt, for så ville bloggen jo komme højere op på googles resultatliste. Men sådan er det bare ikke!
Findeopskrifter har nemlig valgt at tilføje en lille attribut til alle links til bloggen, en såkaldt no-follow attribut. Denne fortæller Google at “dette link peger på noget ikke-relevant så google skal ikke følge det”. Linket fra bloggen til findeopskrifter derimod, er uden denne attribut og bloggen fortæller derfor Google at netop denne side er relevant og bør rangere højere.
Kan du se tricket?Findeopskrifter ryger højere op på ranglisten hos google for noget indhold de har hentet på bloggen. Derved vil flere der søger på google have en tendens til at trykke på resultatet fra findeopskrifter, frem for at trykke på linket til den egentlige forfatter, nemlig bloggen.

Hvis findeopskrifter nu sendte den søgende direkte videre til bloggen, så var det måske ok, men i stedet viser de en side med flere lignende opskrifter som de mener er relevant for den søgende. Hermed er chancerne for at netop bloggerens side bliver besøgt endnu mindre.
Får den søgende rent faktisk trykket på det rette link på findeoskrifter.dk således at han bliver sendt til bloggen, så er det desværre stadig ikke den rette vej – for hov hvad er nu det? Den søgende skal nu tvinges til at se en reklame video eller vente i 10sekunder, inden han kommer videre til bloggen.
Hvor stor tror du at sandsynligheden er for at den pågældende person har lyst til at bruge ret lang til på bloggen er? Korrekt, den er stort set ikke-eksisterende.
Findeopskrifter er dog ligeglad, for på dette tidspunkt har de fået vist minimum 3 banner-reklamer og en reklame video til den søgende og de har derved sikret sig en god fortjeneste; vel at mærke på bekostning af bloggerens gode indhold.

For en mere teknisk beskrivelse, så se bl.a. http://kasperbergholt.org/findeopskrifter-dokumentation/

Bloggerne slår tilbage

Så tilbage står vi nu med en flok madbloggere, der efter at have opdaget dette, har valgt at framelde sig findeopskrifter.dk og efterfølgende har startet en kampagne for at tydeliggøre hvad det er for ufine tricks som findeopskrifter.dk benytter sig af.
Hvad gør findeopskrifter til modsvar? De starter med at smide lange kommentarer på alle de blogge der har sagt fra overfor deres fidus-side. I nogle tilfælde er de sågar gået så langt som til at lave personlige angreb mod en af de madbloggere som var med til at opdage findeopskrifters ufine tricks. Utroligt uprofessionelt og et tydeligt tegn på hvor langt de er villige til at gå for at score penge på madbloggernes indhold.

Vores og en masse andre madbloggeres opfordring må derfor være: HOLD JER FRA FINDEOPSKRIFTER.DK OG UNDGÅ AT TRYKKE PÅ LINKS TIL DEM!

Vi er flere end I tror

Her er et uddrag af nogle af de mange madblogge som har sagt fra overfor findeopskrifter.dk

Klidmoster: http://klidmoster.dk/2012/10/findeopskrifterdk-bloglands.html:

Grydeskeen: Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

Madbevægelsen: http://madbevaegelsen.dk/findeopskrifter

Det Lyseblå Køkken: Findeopskrifter.dk – En parasit, der bør udryddes!

Kristinas Køkken: Findeopskrifter – nej tak

Madbevægelsen: Findeopskrifter.dk: Kunsten at fodre hunden med dens egen hale & tjene penge på det samtidig

Bergholts Opskrifter: Findeopskrifter er en parasit, der bør udryddes

GASTROmad: Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Heidis Verden: Hvorfor du som blogger bør sige nej til at være med på Findeopskrifter!

Det Lille Køkken: Hov, hov – det er min blog!

Rigeligtsmør.dk: Findeopskrifter.dk udnytter danske madbloggere

Spisekammeret: Findeopskrifter.dk – et stærkt vanedannende stof

Ugens 7 Dage: Nallerne væk Findeopskrifter!

Mund-fuld: http://mund-fuld.blogspot.dk/2012/10/vi-skal-drukne-et-website-folkens.html

Madarkitekterne: http://www.madarkitekterne.dk/findeopskrifter-dk-en-lover-bliver-hater/

 

Deltag i kampen

du har mulighed for at deltage i kampagnen ved at fortælle om findeopskrifters tricks og bedrag og ved at sætte et banner ind på din hjemmeside.

Bannerne mm kan du finde her: http://madbevaegelsen.dk/stoet-kampen

 

Opdatering 1/11-2012

Findeopskrifter har nu valgt at skrive et åbent brev på deres hjemmeside omkring sagen. Jeg vil derfor komme med mine kommentarer her.

Det åbne brev kan læses her http://www.findeopskrifter.dk/%C3%A5bent-brev

Først og fremmest vil jeg påpege at denne sag ikke er en som er startet af hverken Kasper Bergholt, Morten Ildal eller Jeg. Hele kampagnen startede faktisk imens jeg sad på en lille øde plet i Lynchburg, Tennesee USA, så jeg havde slet ikke mulighed for at plotte den slags.

Sagen og kampagnen er derimod startet efter utallige diskussioner omkring Findeopskrifter. Diskussioner som er foregået i en lukket gruppe på Facebook, kaldet Madbloggernes Himmel, hvor kun folk med en madblog har adgang. I skrivende stund er der over 175 medlemmer derinde og en stor del af dem deltager aktivt i de igangværende diskussioner. Der er altså ikke tale om en smædekampagne eller lignende, men derimod om en reel utilfredshed blandt madbloggerne. Ikke alle har fra start af været nok inde i de tekniske detaljer til at de kunne forstå problemet, men her har vi 3 der er nævnt (Kasper, Morten og jeg) grundet vores tekniske baggrund kunne forklare det for dem med forståelige ord. Omkring 50 madblogge har igennem de sneste 5-6 døgn bedt findeopskrifter om at fjerne dem fra listen. Dette er bloggerne eget valg og et valg de har taget på trods af at de kommer til at miste en del trafik til deres side – tro du selv på at de ville gøre dette hvis ikke der var en grund til det?

Findeopskrifter sammenligner sig selv med Google og begrunder deres valg med “det gør google også”. Desværre glemmer de, at de er et søge-index lavet via bloggeres aktivt tilmeldte rss-feeds (hvis vi ser bort fra de feeds som findeopskrifter har tilføjet uden bloggernes samtykke) hvorimod Google er en crawler der gennemsøger internettet for alle typer hjemmesider.

Google er stedet vi alle går til når vi skal finde ting – inklusiv opskrifter – og findeopskrifter er så blot det unødige mellemled der fra tid til anden popper op i søge resultaterne derinde. Jeg kender ingen som går direkte til findeopskrifter.dk for at søge efter opskrifter. Derimod kender jeg utallige som er enormt trætte af findeopskrifter og der er de sidste dage kommet mange kommentarer til fra folk så er glade for at denne kampagne er startet da de er ved at blive sindsyge over findeopskrifter (her taler vi om almindelige folk som ikke er madbloggere).